Friedrichshafen FF.29 var et maritimt rekognosceringsvandfly bygget til den kejserlige tyske marines (Kaiserliche Marine) marineflyvetjeneste (Marine-Fliegerabteilung) og produceret af Flugzeugbau Friedrichshafen under Første Verdenskrig. Flyet blev taget i brug i november 1914 og udførte hovedsageligt maritime patruljer over Nordsøen og Den Engelske Kanal. Det spillede også en mindre rolle under angrebet på Cuxhaven den følgende måned. En FF.29 blev det første fly, der blev transporteret af en ubåd, da det blev brugt i forsøg i januar 1915. I maj førte en nødlanding med en FF.29 til aktionen ved Noordhinder Bank, da tyske styrker ledte efter vandflyet og stødte på en overlegen britisk styrke. Flyet medvirkede også i udviklingen af metoder til at lede artilleriild fra luften.
FF.29-fly blev interneret af både Danmark og Nederlandene, som begge var neutrale magter under Første Verdenskrig. Danskerne byggede fem kopier til eget brug.
Baggrund og beskrivelse
Den tyske marineflyvetjeneste var tilfreds med Friedrichshafen FF.19-vandflyets ydeevne og bestilte den 15. august 1914, få uger efter begyndelsen af Første Verdenskrig, en serie på 20 forbedrede versioner af flyet som FF.29 fra Flugzeugbau Friedrichshafen. Den væsentligste forskel mellem de to typer var, at FF.29 havde større vingefang end det tidligere fly og en større vinge. Det anvendte også den kraftigere vandkølede Mercedes D.II-rækkesekser på 120 PS (88 kW). Flyet foretog sin første flyvning i november, og da marineflyvetjenesten samme måned ville bestille flere, havde den vanskeligt ved at skaffe nok motorer, fordi den kejserlige tyske hærs flyvetropper (Fliegertruppen) havde højere prioritet til Mercedes-motorerne. Marinen kunne bestille fem FF.29 med D.II-motoren hos Friedrichshafen, men måtte anvende Argus As II-motoren på 120 PS i de øvrige syv fly. Den bestilte også femten licensbyggede FF.29A hos Kaiserliche Werft Wilhelmshaven, udstyret med samme Mercedes D.I-motor på 100 PS (74 kW), som blev brugt i FF.19. Tre af disse FF.29A blev senere annulleret, hvilket gav i alt 44 tyskbyggede FF.29 af begge typer, hvor det sidste fly blev leveret i september 1915.
FF.29 var en tosædet biplan med motoren placeret forrest i skroget. De to forreste pontoner var fastgjort til skroget med fire par V-formede stivere, mens den tredje ponton var forbundet direkte med haleplanet. Vingerne var forbundet med seks sæt mellemvingestivere, hvilket gav flyet en tre-fags konfiguration. Vandflyet var ubevæbnet, selv om der kunne opbevares nogle små bomber i observatørens cockpit.
Operativ historie
Fire FF.29 blev leveret til marineflyvetjenesten i november 1914; to af disse blev leveret til den nyoprettede Marineflyvestation Flandern I (Seeflugstation Flandern I, SFS I) ved Zeebrugge i det besatte Belgien i begyndelsen af december, og endnu et fly var operativt på basen på øen Helgoland. Zeebrugge-parret gennemførte deres første operative maritime rekognosceringspatrulje ud for Dunkerques kyst i Frankrig den 14. december. Et fly gennemførte typens første rekognoscering af den engelske kyst den 25. december; motorproblemer tvang det til en nødlanding i Themsens munding efter at have fløjet over Gravesend og Chatham og kastet to 5 kg bomber over Sheerness uden virkning. Besætningen kunne lette igen, men blev snart tvunget til at lande endnu en gang. Da flyet ikke kunne lette på grund af beskadigede pontoner, taxiede det over Nordsøen i flere timer, før det løb tør for brændstof og til sidst drev i land nær det tyskkontrollerede Wenduine i Belgien. Efterhånden som krigen skred frem, måtte mere end én FF.29 taxie tilbage til venligt territorium.
Længere mod nordøst samme dag gjorde Royal Navy sit tredje forsøg på at bombe Zeppelin-hangarer, som den mente lå nær Cuxhaven. Luftangrebet på Zeppelin-basen udført af flyene fra Harwich Force's vandflymoderskibe skulle lokke den tyske højsøflåde ud i Nordsøen, hvor den kunne ødelægges af den ventende Grand Fleet. Briterne var sejlet fra havn tidligere, så moderskibene kunne befinde sig nordøst for Helgoland og sætte deres pontonfly i vandet om morgenen den 25. december. Tyskerne var blevet advaret om et muligt nært forestående angreb på deres nordsøhavne og sendte samme morgen zeppelinere op for at lede efter angribere. En FF.19 på patrulje fik øje på Harwich Force, efter at briterne havde sendt deres fly afsted og var begyndt at bevæge sig vestpå, og måtte vende tilbage til Helgoland for at aflægge rapport, da den manglede radio. Basen underrettede L.6 via projektør om de britiske skibes tilstedeværelse. Da zeppelineren forsøgte at komme tættere på briterne, sakkede moderskibet Empress, det langsomste af moderskibene, bagud. Det blev uden held angrebet af en FF.19 med seks 4,5 kg bomber fra en højde på omkring 2.000 fod (610 m) og derefter af en FF.29 fra 1.800 fod (550 m) med to 10 kg bomber, som landede tættere på, men ikke forårsagede skade.
Den tyske ubåd U-12 med en FF.29 på dækket, 15. januar 1915
Den 9. januar 1915 ”nedskød” en FF.29 en ubevæbnet belgisk Blériot XI på rekognosceringsmission over Zeebrugge. Observatøren om bord på pontonflyet var bevæbnet med en karabin med fem skud. Det vides ikke, om han affyrede skud mod fjendens fly, men Blériot-flyet fik motorproblemer over havnen og blev tvunget til at nødlande, hvorefter det blev erobret intakt. Senere samme måned deltog den samme FF.29 i forsøg på at forlænge pontonflyets rækkevidde ved at transportere det om bord på en ubåd tættere på operationsområdet. Kaptajnen på SM U-12, løjtnant (Kapitänleutnant) Walther Forstmann, dykkede sin båd netop så meget, at FF.29 kunne taxie ind over det forreste skrog, og blæste derefter ballasttankene for at løfte pontonflyet op af vandet. Det første forsøg i Zeebrugges havn lykkedes, og det samme gjorde den næste test uden for havnen. Den 15. januar sejlede ubåden ud i Nordsøen med flyet om bord til en mere realistisk prøve. Vandet var så uroligt, at piloten, løjtnant (Oberleutnant zur See) Friedrich von Arnauld de la Perière, og Forstmann efter en times sejlads frygtede, at FF.29's pontoner ville blive beskadiget, så de besluttede at afkorte missionen, og U-12 dykkede, så pontonflyet kunne gennemføre sin planlagte rekognoscering af Kents kyst. Dette var det første tilfælde, hvor et fly blev transporteret med ubåd.
Den følgende måned blev en FF.29 brugt til at lede ilden fra kystforsvarskanoner, der var opstillet på den belgiske kyst for at beskytte mod britiske angreb og bombardementer. Ingen af flyene ved Zeebrugge var udstyret med radio, så der måtte udvikles et system med blus og signallamper, så flyene kunne kommunikere med artilleribatteriet. Pr. 12. marts havde SFS I fem FF.29 til rådighed. Dagen efter, mens besætningen på en FF.29 vendte tilbage fra en rekognosceringspatrulje over Den Engelske Kanal og havde bombet nogle hjuldampere ved Dunkerque, mistede den orienteringen og landede i hollandsk territorialfarvand nær Terneuzen. Besætningen indså fejlen efter at have talt med nogle lokale i nærheden og kunne med deres hjælp skubbe flyet fri fra stranden og vende tilbage til Zeebrugge. Den 2. april opdagede en FF.29 tre fjendtlige destroyere, der nærmede sig en tysk ubåd og tre trawlere, som ikke var klar over deres tilnærmelse. Pontonflyet landede ved siden af SM U-28 og kunne overbringe en besked til ubådens kaptajn, som advarede trawlerne via signallys. Pontonflyet lettede derefter og eskorterede skibene væk fra destroyerne.
På den første dag i maj fik to FF.29 øje på fire britiske trawlere nær Noordhinder Bank, nord for Oostende, men motoren i et af pontonflyene brækkede en krumtapaksel, og det måtte lande. Det andet flys motor brækkede kort efter en ventilfjeder, inden FF.29 kunne hente besætningen fra det andet fly. Det stadig flyvende pontonfly måtte vende tilbage til basen for reparation og kastede en besked til et par torpedobåde med angivelse af den nedskudte FF.29's position. Under eftersøgningen efter pontonflyet stødte torpedobådene på trawlerne og sænkede en af dem, men blev selv sænket af fire nærliggende britiske destroyere. Mens dette stod på, blev FF.29-besætningen reddet af et hollandsk skib. Seks dage senere forsøgte et par britiske destroyere at bombardere Zeebrugge. Mens den ene destroyer undveg modild, ramte den en sømine og sank. To FF.29 lettede for at undersøge angrebsstyrkens størrelse, og den overlevende destroyer afbrød sine redningsforsøg og forlod området, da den fik øje på pontonflyene. Det ene fly fulgte efter destroyeren, mens det andet ledte tyske trawlere til området for at redde de resterende overlevende.
Ved begyndelsen af december havde SFS I kun en enkelt FF.29 i styrken. Et fly blev skudt ned af britiske skibe den 1. marts 1916, og den sidste FF.29 baseret i Zeebrugge styrtede ned den 23. maj.
Udenlandsk tjeneste
En FF.29 blev interneret af hollænderne den 21. november 1915; flyet fik serienummeret S-1, da den nederlandske marineflyvetjeneste blev oprettet i 1917. En anden FF.29 blev interneret i danske farvande i 1917. Den blev adskilt for at blive brugt som mønsterfly, og en kopi blev bygget som Mågen 17 af Orlogsværftet Flyvemaskineværksted. Der blev gennemført sammenlignende prøver mellem pontonflyet og Donnet-Leveque-flyvebådene i dansk tjeneste. Mågen 17 havde den bedste ydeevne, og fire modificerede fly blev bygget som HB.I med kraftigere motorer
.
Varianter
FF.29: Hovedproduktionsversionen, 32 bygget af Flugzeugbau Friedrichshafen med enten Mercedes D.II- eller Argus As II-motor.
FF.29A: Tolv fly bygget af Kaiserliche Werft Wilhelmshaven med en 100 PS (74 kW) Mercedes D.I-motor og modificerede pontoner og haleflader.
Mågen 17: Ét fly bygget af det danske Orlogsværftet Flyvemaskineværksted.
Orlogsværftet HB.I: Fire kopier af Mågen 17 bygget af Orlogsværftet Flyvemaskineværksted, oprindeligt udstyret med enten 160 PS (120 kW) Curtiss- eller 150 PS (110 kW) Benz Bz.III-motorer, men fra 1921 omudstyret med 160 PS Orlogsværftet O-V-motorer.
Operatører
Danmark
•Den Kongelige Danske Marine
Det Tyske Kejserrige
•Den kejserlige tyske marine
Nederlandene
•Den Kongelige Nederlandske Marine
Specifikationer (FF.29)
Data fra Friedrichshafen Aircraft of WWI: A Centennial Perspective on Great War Airplanes;[3] Flugzeugbau Friedrichshafen GmbH: Diplom-Ingenieur Theodor Kober
Generelle egenskaber
•Længde: 10.4 m (34 ft 1 in)
•Spændevidde: 16.3 m (53 ft 6 in)
•Vingeareal: 57,5 m2 (619 sq ft)
•Tom vægt: 928 kg (2,046 lb)
•Max vægt: 1,400 kg (3,086 lb)
•Kraftanlæg: 1 × vandkølet Mercedes D.II rækkeseksermotor, 89 kW (120 hk), oprindeligt målt som 120 PS (88 kW)
Wikimedia Commons har medier relateret til Friedrichshafen FF.29.
•Borzutzki, Siegfried (1993). Flugzeugbau Friedrichshafen GmbH: Diplom-Ingenieur Theodor Kober [Friedrichshafen Aircraft Company: Diploma-Engineer Theodore Kober] (in German). Berlin: Burbach. ISBN 3-927513-60-1.
•Castle, Ian (2011). The Zeppelin Base Raids, Germany 1914. Oxford. ISBN 978-1-84908-244-0.
•Herris, Jack (2016). Friedrichshafen Aircraft of WWI: A Centennial Perspective on Great War Airplanes. Great War Aviation Centennial Series. Vol. 21. n.p.: Aeronaut Books. ISBN 978-1-935881-35-3.
•Klaauw, Bart van der (March–April 1999). "Unexpected Windfalls: Accidentally or Deliberately, More than 100 Aircraft 'Arrived' in Dutch Territory During the Great War". Air Enthusiast (80): 54–59. ISSN 0143-5450.
•Layman, R. D. (1985). The Cuxhaven Raid: The World's First Carrier Air Strike. London: Conway. ISBN 0-85177-327-3.
•Schmeelke, Michael (2018). Zeebrugge: Naval Air Station Flanders I 1914–1918. Reno, Nevada: Aeronaut Books. ISBN 978-1-935881-46-9.
En FF 33
